Servicevilkår
Sidst opdateret d. 16. oktober 2026
Disse servicevilkår gælder for brug af Screenpublisher, en cloudbaseret platform til at oprette, administrere og vise indhold på infoskærme (”Tjenesten”). Tjenesten leveres af:
Screenpublisher ApS
CVR-nr. 36478446
Rømersvej 4, 7430 Ikast
E-mail: [email protected]
Telefon: +45 93 40 74 30
Indhold
- 1. Aftalen
- 2. Hvem kan bruge Tjenesten
- 3. Abonnementer, prøveperiode og gratis udgave
- 4. Priser og betaling
- 5. Opsigelse af abonnement
- 6. Sletning af konto og data
- 7. Kundens konto og brugere
- 8. Kundens indhold
- 9. Integrationer og tredjepartstjenester
- 10. Drift, support og udvikling
- 11. Screenpublisher-logo og kildeangivelse
- 12. Immaterielle rettigheder
- 13. Misligholdelse
- 14. Ansvar og ansvarsbegrænsning
- 15. Ændringer af vilkårene
- 16. Overdragelse
- 17. Lovvalg og værneting
- 18. Ikrafttræden
1. Aftalen
1.1 Aftalen mellem Screenpublisher og kunden (”Kunden”) består af disse servicevilkår og Screenpublishers databehandleraftale (samlet ”Aftalen”).
1.2 Aftalen indgås, når Kunden opretter en konto i Screenpublisher og accepterer Aftalen. Den, der opretter kontoen, bekræfter at have ret til at indgå Aftalen på Kundens vegne.
1.3 Er der modstrid mellem servicevilkårene og databehandleraftalen, går databehandleraftalen forud for så vidt angår behandling af personoplysninger.
1.4 Køb af udstyr i webshoppen er omfattet af vores salgs- og leveringsbetingelser for udstyr. Hvordan Screenpublisher som dataansvarlig behandler oplysninger om kunder og kontaktpersoner, fremgår af vores privatlivspolitik.
2. Hvem kan bruge Tjenesten
2.1 Tjenesten udbydes kun til virksomheder, offentlige institutioner, foreninger og andre organisationer og ikke til forbrugere. Reglerne om fortrydelsesret i forbrugeraftaleloven gælder derfor ikke.
2.2 Hver kunde skal have sin egen konto. Det er ikke tilladt at videresælge adgang til Tjenesten eller at samle flere kunder på én konto, fx en forhandlerkonto.
3. Abonnementer, prøveperiode og gratis udgave
3.1 Tjenesten findes i en gratis udgave (Starter) og som betalt abonnement (Premium), der afregnes pr. afspiller tilknyttet kontoen. Indholdet af de enkelte udgaver fremgår af screenpublisher.com/priser.
3.2 Kunden kan aktivere en gratis prøveperiode på Premium i 14 dage. Når prøveperioden udløber, overgår kontoen automatisk til Starter, medmindre Kunden har tegnet et betalt abonnement. Prøveperioden er gratis, og der trækkes ingen betaling automatisk.
3.3 Betalte abonnementer løber månedligt eller årligt efter Kundens valg og fornyes automatisk for en ny periode af samme længde, indtil de opsiges, jf. punkt 5.
4. Priser og betaling
4.1 De til enhver tid gældende priser fremgår af screenpublisher.com/priser. Alle priser er i danske kroner ekskl. moms.
4.2 Der kan betales med betalingskort, mod faktura eller via elektronisk faktura (EAN) for offentlige kunder. Ved kortbetaling trækkes betalingen forud for hver abonnementsperiode, første gang når abonnementet tegnes. Ved betaling mod faktura eller EAN er betalingsfristen 14 dage netto fra fakturadato.
4.3 Fakturaer og rykkere sendes til den faktura-e-mail eller det EAN-nummer, Kunden har angivet i Tjenesten, og anses for leveret, når de er afsendt. Fakturaerne kan også hentes på kontoen.
4.4 Tillægsydelser og ekstra afspillere betales særskilt efter de gældende priser.
4.5 Betalte beløb refunderes ikke, heller ikke for delvist brugte perioder.
4.6 Betaler Kunden ikke rettidigt, sendes første rykker uden gebyr 7 dage efter forfaldsdatoen. Betales der fortsat ikke, sendes anden rykker 20 dage senere med et rykkergebyr på 150 kr. Screenpublisher kan desuden kræve renter og kompensation efter renteloven. Er betalingen ikke modtaget senest 10 dage efter anden rykker, kan Screenpublisher deaktivere Kundens infoskærme, indtil betalingen er registreret. Kundens data slettes ikke ved deaktivering.
4.7 Screenpublisher kan ændre priser og indholdet af abonnementerne med mindst 30 dages varsel pr. e-mail. Varslede ændringer offentliggøres også på siden Prisændringer. En prisændring får virkning fra den første abonnementsperiode, der begynder efter varslets udløb. Ønsker Kunden ikke at fortsætte på de nye vilkår, kan Kunden opsige abonnementet efter punkt 5.
5. Opsigelse af abonnement
5.1 Kunden kan til enhver tid opsige et betalt abonnement via ”Opsig abonnement” i Tjenesten. En opsigelse pr. e-mail eller telefon er ikke gyldig.
5.2 Abonnementet løber til udgangen af den betalte periode. Derefter fortsætter kontoen som gratis Starter med de funktioner, der gælder for Starter. Der refunderes ikke for den resterende del af perioden.
5.3 Opsigelse af et abonnement sletter ikke kontoen. Ønsker Kunden at ophøre helt, sletter Kunden kontoen efter punkt 6.
5.4 Kunden skal betale udstedte, ubetalte fakturaer, også efter opsigelse.
6. Sletning af konto og data
6.1 Kunden kan til enhver tid selv slette indhold, brugere og hele kontoen via ”Slet konto” under Administration. Kunden bør inden sletning downloade de mediefiler, Kunden ønsker at beholde. En samlet eksport af kontoens øvrige indhold kan bestilles hos Screenpublisher, inden kontoen slettes.
6.2 Når kontoen er slettet, slettes Kundens data fra Screenpublishers systemer inden for 30 dage og fra sikkerhedskopier senest 90 dage efter sletningen, som beskrevet i databehandleraftalen. Oplysninger om kundeforholdet, fx fakturaer, opbevares efter bogføringslovens regler.
6.3 Screenpublisher kan slette konti uden aktivt abonnement, som har været inaktive i mere end 24 måneder, med mindst 30 dages varsel pr. e-mail til kontoens administrator.
7. Kundens konto og brugere
7.1 Kunden er ansvarlig for alle aktiviteter på sin konto, herunder for de brugere, Kunden giver adgang, og for at loginoplysninger holdes fortrolige.
7.2 Kunden skal straks give Screenpublisher besked, hvis Kunden får mistanke om uautoriseret adgang til kontoen.
7.3 Kunden er ansvarlig for, at oplysningerne i kontoindstillingerne, herunder kontaktperson og faktura-e-mail, er korrekte og opdaterede. Meddelelser fra Screenpublisher efter Aftalen sendes til de e-mailadresser, der er angivet i kontoindstillingerne.
8. Kundens indhold
8.1 Kunden er ansvarlig for alt indhold, som Kunden og Kundens brugere opretter, uploader, henter fra integrationer eller viser via Tjenesten (”Indhold”), herunder for at have de nødvendige rettigheder og tilladelser.
8.2 Kunden står inde for, at Indholdet ikke:
- krænker andres rettigheder, fx ophavsret, varemærkeret eller privatliv
- er ulovligt, pornografisk, truende eller diskriminerende eller opfordrer til vold eller ulovlige handlinger
- indeholder virus eller anden skadelig kode
- giver et vildledende indtryk af, hvem afsenderen er.
8.3 Når Indholdet indeholder personoplysninger, er Kunden dataansvarlig, og Screenpublisher er databehandler. Kunden er ansvarlig for at have et lovligt grundlag for behandlingen, herunder eventuelle samtykker, fx til at vise billeder af medarbejdere eller elever. Behandlingen er reguleret af databehandleraftalen.
8.4 Tjenesten er ikke beregnet til CPR-numre, særlige kategorier af personoplysninger (fx helbredsoplysninger) eller oplysninger om strafbare forhold, og Kunden må ikke lægge sådanne oplysninger i Tjenesten.
8.5 Kunden bevarer alle rettigheder til sit Indhold. Kunden giver Screenpublisher ret til at opbevare, kopiere, konvertere og vise Indholdet i det omfang, det er nødvendigt for at levere Tjenesten til Kunden. Screenpublisher bruger ikke Indholdet til andre formål.
8.6 Screenpublisher kan, men er ikke forpligtet til, at fjerne Indhold eller spærre adgangen til Tjenesten, hvis Indholdet efter Screenpublishers rimelige vurdering er i strid med Aftalen eller lovgivningen. Screenpublisher orienterer så vidt muligt Kunden forinden.
8.7 Mener nogen, at indhold i Tjenesten krænker deres rettigheder, kan de kontakte Screenpublisher på [email protected].
9. Integrationer og tredjepartstjenester
9.1 Kunden kan forbinde Tjenesten med eksterne tjenester, fx Facebook og Instagram (Meta) samt Microsoft 365, SharePoint og Power BI (Microsoft). Kunden forbinder disse tjenester på egne vegne og efter tredjepartens egne vilkår. De eksterne tjenester er ikke underdatabehandlere for Screenpublisher.
9.2 Screenpublisher er ikke ansvarlig for eksterne tjenesters indhold, tilgængelighed eller ændringer, fx hvis en tredjepart ændrer eller lukker adgangen, så en integration holder op med at virke.
9.3 Screenpublisher er ikke ansvarlig for indholdet på andre websites, som Tjenesten eller screenpublisher.com linker til.
10. Drift, support og udvikling
10.1 Screenpublisher arbejder for høj oppetid, men garanterer ikke, at Tjenesten altid er tilgængelig eller fejlfri. Der kan forekomme afbrydelser, fx ved vedligeholdelse, opdateringer eller fejl hos tredjepart. Aktuel driftsstatus kan følges på status.screenpublisher.com.
10.2 Support ydes på hverdage pr. e-mail, chat og telefon i den åbningstid, der fremgår af screenpublisher.com.
10.3 Screenpublishers sikkerhedsforanstaltninger er beskrevet i databehandleraftalens bilag C.2 og på siden Sikkerhed og drift.
10.4 Screenpublisher videreudvikler løbende Tjenesten og kan tilføje, ændre eller fjerne funktioner. Væsentlige forringelser af et betalt abonnement varsles efter punkt 15.
11. Screenpublisher-logo og kildeangivelse
11.1 På Starter vises Screenpublishers logo og kildeangivelsen ”Leveret af Screenpublisher” på skærmen. På betalte abonnementer vises de ikke, medmindre andet fremgår af abonnementet.
11.2 Screenpublisher kan vise kildeangivelser på skærmen, hvor det er nødvendigt for at kreditere udbydere af indhold, fx nyheder eller vejrdata.
12. Immaterielle rettigheder
12.1 Screenpublisher og Screenpublishers licensgivere ejer alle rettigheder til Tjenesten, herunder software, design, skabeloner, navne og logoer. Kunden får i aftaleperioden en ikke-eksklusiv ret til at bruge Tjenesten efter Aftalen. Aftalen overdrager ingen rettigheder til Kunden ud over dette.
13. Misligholdelse
13.1 Misligholder Kunden Aftalen væsentligt, herunder ved manglende betaling efter punkt 4.6, overtrædelse af punkt 8 eller misbrug af Tjenesten, kan Screenpublisher med øjeblikkelig virkning spærre adgangen til Tjenesten eller ophæve Aftalen og lukke Kundens konto. Kunden har i så fald ikke krav på refusion.
13.2 Ophæves Aftalen, slettes Kundens data efter punkt 6.2. Screenpublisher giver så vidt muligt Kunden mulighed for at downloade sit Indhold eller få det udleveret forinden.
14. Ansvar og ansvarsbegrænsning
14.1 Tjenesten leveres, som den er, og Screenpublisher giver ingen garantier ud over det, der udtrykkeligt fremgår af Aftalen. Screenpublishers forpligtelser efter databehandleraftalen berøres ikke heraf.
14.2 Screenpublisher er ikke ansvarlig for indirekte tab, herunder driftstab, tabt fortjeneste, tab af goodwill og tab eller beskadigelse af data, eller for udgifter til erstatningsprodukter eller -tjenester.
14.3 Screenpublishers samlede ansvar efter Aftalen, herunder databehandleraftalen, er begrænset til det beløb, Kunden har betalt for Tjenesten i de 12 måneder før den skadegørende begivenhed. Begrænsningen gælder samlet for alle krav.
14.4 Ansvarsbegrænsningerne gælder ikke ved forsæt eller grov uagtsomhed og begrænser ikke de registreredes rettigheder efter databeskyttelsesforordningens artikel 82. Bøder, som pålægges en part, bæres af den pågældende part selv.
14.5 Screenpublisher er ikke ansvarlig for manglende eller forsinket levering som følge af forhold uden for Screenpublishers rimelige kontrol, fx nedbrud hos internetudbydere eller tredjepartstjenester, omfattende cyberangreb, som ikke med rimelighed kunne forhindres, strejke, krig eller naturkatastrofer.
14.6 Kunden skal holde Screenpublisher skadesløs for krav fra tredjemand, herunder myndigheder og registrerede, samt rimelige omkostninger til advokat, som skyldes Kundens Indhold eller Kundens brug af Tjenesten i strid med Aftalen eller lovgivningen.
15. Ændringer af vilkårene
15.1 Screenpublisher kan ændre disse servicevilkår. Ændringer, som ikke er til ugunst for Kunden, fx sproglige præciseringer, træder i kraft ved offentliggørelse på screenpublisher.com. Væsentlige ændringer til ugunst for Kunden varsles med mindst 30 dages varsel pr. e-mail.
15.2 Ønsker Kunden ikke at acceptere en varslet ændring, kan Kunden inden ikrafttrædelsen opsige sit abonnement og slette sin konto. Fortsætter Kunden med at bruge Tjenesten efter ikrafttrædelsen, anses ændringen for accepteret.
15.3 Ændringer af databehandleraftalen sker efter databehandleraftalens bestemmelse 14.2.
16. Overdragelse
16.1 Screenpublisher kan overdrage Aftalen til et andet selskab, som overtager driften af Tjenesten. Kunden kan ikke overdrage Aftalen uden Screenpublishers skriftlige samtykke.
17. Lovvalg og værneting
17.1 Aftalen er underlagt dansk ret. Parterne søger først at løse uenigheder i mindelighed. Tvister, som ikke kan løses i mindelighed, afgøres ved de almindelige danske domstole med Retten i Herning som første instans.
18. Ikrafttræden
18.1 Disse servicevilkår gælder fra den 19. oktober 2026 og erstatter alle tidligere versioner.